Der er ikke nogen bestemte tidspunkter, man skal høste honning på. Man høster når der er noget at høste, hvis man altså lige har lyst, synes at det kan betale sig og naturligvis kun hvis vejret tillader det. Jeg høster normalt 2 gange om året, undtagelsesvis 3 gange. Forårshonning i juni måned normalt lige efter Raps trækket. Sommerhonning når trækket er ovre, normalt sidst i juli eller først i august. Hvis der er udsigt til eftertræk venter jeg med at vinterfodre til jeg eventuel kan høste sensommerhonning sidst i august. Jeg har ikke bier på lyng. Når jeg høster forårshonning, tager jeg kun tavler, der er mindst ¾ forseglet . Jeg går i bierne så tidlig på dagen så muligt, for at undgå at bierne har anbragt ny indhentet honning i tavlerne. En Langstroth tavle helt fyldt med honning vejer godt 3 kg, så derfor bruger jeg nogle kasser der kan indeholde 5 tavler, når jeg skal transportere tavlerne hjem til slyngen . Jeg bruger ikke bitømmer men børster bierne af tavlerne. |