Kampen mod Varroa!


Jeg vil her skrive om mine oplevelser og erfaringer med varroamider.
Jeg har naturligvis en ide, om hvor vi skal hen, men er ikke et geni på området.
Jeg vil komme ind på både politiske og biavls forhold.
Der har jo siden miden kom været mange meninger, om hvordan man skulle forholde sig til den og om hvilke metoder der skulle bruges.

Jeg kan ikke komme ind på alt der er sket, der er jo stof nok til en tyk bog, men jeg har plukke lidt.

Hvis nogen har en mening om varroa, er der mulighed for at få dem bragt her på siden. Send en mail til tord.dk

Historisk.


Det ældste jeg har fundet om varroamiden, i de blade af Tidsskrift om biavl jeg har, er fra oktober 1978.
Artiklen om varroa hed: Verdens måske mest frygtede bisygdom rykker nærmere. Her kunne man læse at sygdommen var nået til Øst Europa og Vesttyskland.
Sygdommen blev grundig beskrevet i artiklen, som var skrevet af Henrik Hansen

I årene efter var der med jævne mellemrum artikler om varoamiden. De handlede bl. a. om hvor den havde bredt sig til, forbud mod import af dronninger for at hindre den i at brede sig til Danmark og metoder til at undersøge familier for forekomst af mider.

Staten foretog periodisk undersøgelser af bigårde fortrinsvis i Sønder Jylland og der dukkede nye kemiske bekæmpelsesmidler op på markedet. Miden var nu nået op i nærheden af den danske grænse.
17 maj 1984 udsendte Statens Planteavlsforsøg meddelelse nr 1789 omhandlende Varroa syge hos honningbier.

I Tidskrift for biavl oktober 1984 kunne man så læse at der var fundet mider i en bigård på Als.

Efter at miden var smuttet over grænsen.


I december numret 1984, kunne man læse ar russerene brugte myresyre i kampen mod varroa, det blev også den første anbefalede løsning i Danmark.

Tiden efter varoamidens ankomst til lander var ellers præget af nogle hede diskutioner mellem foreningerne om etablereinger af spærresoner rundt om i landet, men da man fandt mider i Thy og på Mors (1989) og senere på Bornholm (1990) døde det hen.

Der var nye ideer til bekæmpelse af miden beskreve i tidsskriftet og metoder til hvordan man kunne kontrolere ens familier for om de havde mider.

I juli numret 1987 kunne man læse, at der var fundet mider i Sønder Jylland.
I foråret 1988 begyndt jeg som rigtig biavler med egne stader.
1989 var året hvor der blev fundet varroa mange steder. I Thy og på Mors var der rigtig mange fund, også ved Lemvig og Karup.
1990 blev der fundet varroa i flere bigaarde op igennem Jylland og på Fyn.
Først i 1991 bredte varroaen yderlige i Jylland og på Fyn, og der blev fundet en bigård på Bornholm.
Midt på sommeren var der fund i Øst Jylland, på Læsø, Sjælland, Langeland og Lolland.

Miden var nu på det nærmeste overalt, især når man tager i betraktning at den er meget svær at lokalisere hvis de kun er få mider.
Først i 1995 slog man fast at miden havde bret sig til hele landet. En af de sidste områder der kom med var var nordjylland.

Der var kommet en masse tiltag over de seneste år som Aktionsplanen til bekæmpelse af Varroa.
Laboratoriet for Biavl arbejdede hårdt for at skabe overblik over midens udbredelse og om at infomere om alt hvad der var vær at vide om miden.
Der var rigtig mange artikler i Tidsskrift for Biavl. Dert var nedsat rigtig mange arbejdsgrupper rundt om i landet.

Det strømmede ind med gode ideer og meninger fra alle sider.

I Tidsskrift for Biavl november 1991 er der en meningsudveksling mellem Asger Søgaard Jørgensen og Per Kryger der viser lidt om de mange meninger og spørgsmål der var i tiden.
Det er interessant læsning, når man sidder her 27 år senere og kigger tilbage på hvordan varroa problemet optog alle i biavlen og læser de mange meninger og ider der var på banen.

Helge Støve havde påbegyndt sit varroa projekt. Se Tidsskrift for biavl december 1991.
Yderligere maj 1993, marts 1995

Miden er her og der kæmpes.


Der var lige fra begyndelsen mange bekæmpelses metoder i spil:
Nogle af de første var:
Droneyngel fratagelse.
Dronninge indespæring.
Varmebehandling.
Æteriske olier.
Myresyre.(kemisk midel der allerede findes i bifamilien)
Kemiske midler.(Der ikke allerede findes i bifamilien)

Senere kom der flere, hvoraf en har haf stor betydning nemlig oxalsyre.
Seneste:  Klæbepapir. 

En anden som også stadg spøger er "pinden", som er en biavlerfremstillet træpind tilført noget Flumethrin.

Det første middel jeg brugte mod varroamider var myresyre efter høst, efterfulgt af mælkesyre i efteråret.
Mælkesyre droppede jeg dog hurtig da det var bøvlet i mange familier. Jeg prøvede så dronetavler, men det var også tidskrævende og bierne blev forstyre for meget.
Sidst i halfemserne prøvede jeg en "pind" og da jeg kontrolerede nedfaldet næste dag var bakken helt rød af varoamider. Der var flere tusinde.
Jeg har beskrevet min varroabehandling under menu punktet biavl.

DBF har kørt med Aktionsplanen til bekæmpelse af Varroa. Senere kaldt Den sikre strategi. Et helt rigtig tiltag der har sikret at brugen af kemikalier/medicin i bekæmpelsen har været minimal.
Den er også hen af vejen blevet tilstrækkelig til at holde miden i skak, især for små biavlere. Større biavlere havde især i begyndelse store problemer, da mange af metoderne var meget arbejdskrævende.


The survival of the fittest.


Hvilken bekæmpelse den enkelte har brugt, har altid være fra ingen behandling til alt hvad der kan gøres. Alle har mere eller mindre tabt bier hen af vejen og der har væres mange tab som kan henføres til varroa.
Dem der behandlede for lidt fik skyld for at sprede deres mider til andre. Dem der har brugt pinde eller lignende forurenede voks og honning. Fælles for alle er at de har mistet bier.

De fleste bifamilier, der har været tabt på grund af varroamiden, har været familier der har været mere disponeret for miderne og de sygdomme der er fulgt med miderne.
Vi har derfor idag bifamilier der klarer sig meget bedre over for varroa mider en da miden kom til landet.

På sidste års biavlskonferance var følgende på programmet: Varroa-tolerance-workshop 2.marts på Dansk biavlskonference.

Jeg var inveteret med til mødet som varede 5 timer. Det handlede primært om hvad gør vi fra nu af, vi har lært at holde miden nede, er det nu vi skal arbejde på at finde biern der selv kan klare det.
Der var rigtig mange gode indlæg:

Varroa tolerance workshop

Middelfart 2. marts 2018

13.00
Velkomst – praktisk oplysninger

13.15-13.45
Flemming Vejsnæs
Ideen med varroa tolerance projektet, samt hvorfor vi skal sætte focus på varroa tolerance.

13.45-15.00
Preben Kristiansen
Varroa tolerance i Sverige. Honningbiernes naturlige forsvar imod varroa. SMR (suppression of mite reproduction) og VSH (Varroa Sensitive Hygiene)
Erfaringer fra Gotlandsforsøget
Det svenske VSH projekt – erfaringer – mangler – ideer

15.00-15.30
Kage buffet

15.30-16.15
Kristian Møller Kristensen
Dronningavlerforeningens ideer til dansk varroa tolerance

16.15-17.00
Per Kryger
Per har stort international netværk og har deltaget i mange projekter hvor varroa tolerance indgår. Per fortæller om sine erfaringer.

17.00-17.30
Diskussion og spørgsmål til vores deltagende panel.

17.30-17.45
Flemming Vejsnæs
Afrunding og hvad skal der videre ske.

Der var en meget bred opbakning til at man skulle gå nye veje nu, og have bierne selv med ind på banen, så vi hurtigere kunne bevæge os hen imod en bi, der kan leve med varroa.
Hvis vi blev ved med at behande lige som nu kom vi ikke den vej.

Det har intil nu været svært for dronningeavlerene, at finde noget de kunne selektere på angående varroa i avlsarbejdet. Der har været flere forsøg men der alle fejlet.
En gruppe af dronningeavlere var med på ideen, de vil måle mængden af mider i deres avlsfamilier og kun avle videre på de familier der havde færrest.
Det har en tid været klart at nogle familier havde mange mider, måske ligefrem sugede dem til sig, men andre familier havde få mider.
Årsagen til den forskel er ikke fundet og kan være svær at finde, da der er mange muligheder.

For ca 8 år siden købte min lillebror nogle familier, af en biavler der ville stoppe i Langå. Biavleren sagde at han aldrig havde behandlede dem mod varroa. Nå tænkte min bror så gør jeg det heller ikke.
Min bror har stadigvæk bier fra de familier han købte dengang og han behandler ikke sine bier mod varroa. Han har ca 8 familier. I år(2018) var der ingen vintertab og han høstede ret meget honning.
Han mister dog familier om vinteren, som alle andre og suplerer så med sværme fra hans egne bier. Han vil ikke fange fremmede sværme i nabolaget mere, da hans erfaring med dem er, at de ikke dur til noget.

Min bror mente at jeg skulle have nogle af hans gode bier og jeg fik for ca 6 år siden 5 sværme fra ham. Jeg skulle også stoppe med at behandle mod varroa sagde han. Det gjorde jeg dog ikke helt.
Jeg besluttede dog at reducere min behandling og behandler nu kun en gang om året med oxalsyre i december (der har dog været lidt undtagelser).
Jeg besluttede dengang, da honningpriserne var meget lave, at et øget tab af bifamilier om vinteren var til at leve med. Jeg sælger kun på stor embalage (20kg spande) til priser på 30 kr eller derover.Honning er udmærket til bier at overvintre på.
Ved kun at behandle min bier en gang årlig regner, jeg med at kunne øge mine bier evne til at modstå varroa.

Jeg har i det sidste 3 år løbet ind i flere biavlere der gør noget af det samme, også nybegyndere er sommetider inde på at det må være vejen.

Din mening.


Tip en ven: